Loading Events

« All Events

  • This event has passed.

Poesi på en Onsdag – Gladiatorerne indtager Halm Colosseum

8th June 2016 @ 20:00 - 22:00

Biennalepoesi

 

Poesi på en torsdag besøger den spektakulære biennale i Idom-Råsted klædt ud som Poesi på en onsdag

 

Der er inden for rammerne af det populære oplæsningsarrangement, Poesi på en torsdag i Holstebro, normalt ingen poesioplæsningsaftener mellem april og september. Men i Idom-Råsted, beliggende kun 10 km fra Holstebro, har beboerne, under overskriften Landsbylaboratoriet, besluttet at iværksætte en række usædvanlige og overraskende arrangementer for alle. Poesi på en torsdag indså, at et oplæsningsarrangement med mere ville passe ind i denne sammenhæng som en D’Artagnan blandt De tre musketerer.

 

Poesi på en torsdag smyger sig derfor i sommerkåben og finder under titlen Poesi på en onsdag sted onsdag den 8. juni kl. 20.00 som en del af Landsbylaboratoriets aktuelle arrangement, Idom Biennalen. Poesiarrangementet foregår under åben himmel i Halm Colosseum, Estrupvej 3 i Idom. I tilfælde af regn flyttes det indendørs til Stalden, Idomlundvej 21.

 

På Idom Biennalens Poesi på en onsdag vil strukturen i aftenens forløb være ligesom under en almindelig Poesi på en torsdag. Men en række forhold vil være interessant anderledes. For det første foregår det hele i fri luft på en mark i den bemærkelsesværdige arkitektur, Halm Colosseum, hvis bygningsmaterialer består af halmballer.

 

Dernæst er det også specielt, at der vil blive oplæsning af hele fem forskellige digtere, hvoraf tre af dem har det til fælles, at de inden for de sidste to år har debuteret på forlaget Gladiator, den fjerde har udgivet i år på samme forlag, og den femte, der debuterede sidste år, er udkommet på Gyldendal.

 

De fire Gladiator-digtere er: Karen Bergholt, Nis-Christian Bredholt, Henrik S. Holck og Lea Løppenthin. Den sidste digter, Liv Sejrbo Lidegaard, er foruden digter også underviser på Forfatter i Dansk Talentakademi i Holstebro.

 

Karen Bergholt udgav digtsamlingen Rød helikopter, hendes debut, i 2015. Det er en samling særdeles stærke digte, udsprunget af en voldsom krise, men båret igennem af en betydelig kunstnerisk prægnans og formvilje. Nis-Christian Bredholts debut, Freischwimmer, udkom tidligere på året. Digtene er kendetegnet ved en indtagende, lyrisk realisme af en varm, til tider humoristisk åbenhed, men også præget af konstateringen af sygdommen sklerose for 20 år siden. Henrik S. Holck debuterede i 1978 sammen med F.P. Jac og Michael Strunge på Borgens Forlag med en digtsamling, som vakte vid genklang. Hans digte går deres helt egne, overraskende veje – organiske ligesom naturen og naturens åndelighed, som de kredser om i et univers, hvor alt hænger sammen. Lea Løppenthins nervernes adresse udkom i 2014. Hendes Marts er bedst udkom for så kort siden som i sidste måned på forlaget ovbidat. Løppenthin får sproget til at yngle og udvikler sætninger af sætninger, som fører læseren til hidtil ukendte og forunderlige, men skønt umystiske steder.

 

Liv Sejrbo Lidegaard debuterede sidste år med Fælleden på Gyldendal. I digtsamlingen inddrages naturen, men også tilværelsen som sådan i en sprogtone, der er både helt ny og har en stille, men betydelig styrke. Som den kraftige strøm under en rolig overflade.

 

Omkring digtoplæsningen vil der være musik i den latinamerikanske afdeling med Odin Teatrets Husorkester med Martin Damgaard som gæstemusiker og Rina Skeel som sanger. Dertil kommer andre poesirelaterede indslag, der for det meste vil have forankring i Idom-Råsted.

 

Der kan læses mere på www.landsbylaboratoriet.dk, hvor der desuden kan købes billetter her. Billetterne, der koster 80, – og 40, – kr., sælges også ved indgangen. Naturligvis iberegnet et glas af månedens poetiske vin.

 

Poesi på en onsdag er arrangeret af Holstebro Gymnasium og HF, Holstebro Bibliotek, Arnold Buscks Boghandel, Uddannelsescenter Holstebro, Holstebro Kunstmuseum og Odin Teatret i samarbejde med Landsbylaboratoriet og Idom Biennalen under ledelse af Kai Bredholt fra Odin Teatret. Arrangementet er støttet af Holstebro Kommune.

 

 

Med venlig hilsen

 

Ulrik Skeel

Odin Teatret

22624135

 

Details

Date:
8th June 2016
Time:
20:00 - 22:00

Organiser

Landsby Laboratoriet
Email:
info@landsbylaboratoriet.dk
Website:
www.landsbylaboratoriet.dk

Venue

Halm Colosseum
Estrupvej 3
Idom, 7500 Denmark
+ Google Map
Website:
www.landsbylaboratoriet.dk